ParadentosEbehandling

Hvad er paradentose?
Paradentose er tandkødsbetændelse der har spredt sig til de dybere liggende væv, og medfører varigt tab af knoglen omkring de ramte tænder. Langt de fleste rammes med årene i større eller mindre grad af paradentose selv med omhyggelig tandbørstning.

Ved regelmæssige eftersyn vil tandlægen eller tandplejeren holde øje med dit tandkød og dine tandkødslommer og se efter begyndende tegn på tandkødsbetændelse og paradentose. Hvis paradentosen ikke bliver behandlet i tide, så risikerer du på et tidspunkt, at tanden bliver løs og falder ud. Du skal især være opmærksom på, om dit tandkød er rødt eller bløder lidt ved tandbørstning.
 

Behandling af paradentose:
Ved en paradentosebehandling fjernes tandsten og bakterier i tandkødslommerne. Det sker ved en dybdegående tandrensning af de berørte tandkødslommer. Det kan nogen gange være nødvendigt med lokalbedøvelse. Hvor tit behandlingen skal foretages afhænger af den enkelte patients behandlingsbehov.

Ved en fremskreden paradentose kan operation vise sig nødvendig. Den foregår altid under lokalbedøvelse og er et mindre indgreb uden større ubehag.
 

Forebyggelse af paradentose:
Uanset behandlingstype instruerer vi dig i, hvad du selv kan gøre for fremover mellem behandlingerne at holde både dine tænder og dit tandkød sundt. Risikoen for fremtidige problemer med tandkødet og tandtab bliver derved reduceret. Da paradentose er en kronisk sygdom er der altid risiko for, at sygdommen kan blusse op igen. Regelmæssig kontrol og behandling er derfor vigtig ud over det du kan gøre selv.